Café Hack

Café Hack på P4 Facebook side

"Godmorgen og velkommen til to timers licensfinansieret livsglæde i stereo på hele Danmarks nuttermand af en radiokanal DR P4. Vi sidder på Café Hack, midt i Århus, med fødderne i vand og råhygger, mens vi skyller livsleden væk med champagne og brunch. Mine to gæster står klar ude i opvasken og venter på signal til at storme jer i møde og dele ud af deres inderste drømme. Der er meget at glæde sig til, og jeg fristes næsten til at sige: Klokken er 10.03 - fyld nu gader og stræder med sang, dans og hede kys."


Hver søndag formiddag mellem 10.03 og 12.00 inviterer P4 omkring én million lytterne på næstekærlig og intens caféstemning med live-gæster, masser af musik og underholdning. Café Hack, med makkerparret Søren Dahl som vært og Kristian Borregaard som producer, sender på syvende år fra den mere end 100 år gamle teatercafé i Aarhus Teaters bygninger.

Her er dømt levende radio, hvor de indbudte gæster med ord og musik på hjertet, sammen med caféens mange besøgende, sørger for den gode stemning. Værten Søren Dahl har i årenes løb være klædt i samme ulastelige klædedragt - nypudsede sko, mørke cowboybukser, hvid skjorte og en jakke, der ifølge ham selv lever i bedste velgående. Hans kæreste mener nu nok, at den har set bedre dage, "men hvem har ikke det", lyder kommentaren. Som altid gør Søren Dahl sit allerbedste til, at ikke kun cafeens besøgende, men også lytteren, får gods til både smil og eftertanke.

Søren Dahl og Kristian Borregaard føler sig begge meget privilegerede over deres arbejde, og Søren Dahl siger ligefrem: "Ugens optagelse er som juleaften hver gang".

De lyttere, der ikke vil nøjes med kun at lytte, kan komme og se direkte radio. Café Hack, der har til huse i den gamle teatercafé ved Århus Teater, er åbent for publikum, så alle med lyst til og mulighed for at lægge vejen forbi, er mere end velkomne.

I årenes løb er det blevet til i alt tre Café Hack bøger og fire cd-udgivelser. I "Café Hack - Kom og se radio", som udkom sommeren 2007, får læseren blandt andet opskriften på en Café Hack kage, der er kreeret af de lokale Århuskokke - Brødrene Koch. Find opskriften her


Sagt af gæster i årenes løb. Udpluk fra bogen: "Café Hack - kom og se radio".


Jason Watt, racerkører:

"Jeg kan godt give folk et kærligt spark bagi, selvom jeg ikke kan bevæge mine ben."


Kathrine Lilleør, præst:

"Alle ved jo, at det ikke er særlig tungt at bære andres sorg, din venindes, din gode vens sorg er meget lettere at bære end din egen, og sådan skal du måske tænke på sorgen i dit liv. Sorg er ikke noget, du lægger bag dig. Sorg er noget, du bærer med dig altid. Men indimellem kan du få den lettet ved at dele ud til andre mennesker, og der kan man som sjælesørger og som præst indimellem være det menneske, som tager det op i sin håndtaske og går ud af døren med det."


Erik Clausen, gøgler:

"Du kender dem også fra familielivet, nytårsaften for eksempel, når kedelige onkel åge pludselig tager en papnæse på. Så er han skidesjov, så tager han den af igen, og så er han kedelig resten af året."


Nikoline Werdelin, tegner:

"Gaver er der hele tiden, hvis man ikke er blind. Og så har jeg jo de her høreapparater, som jeg har haft meget glæde og palaver om, hvor jeg kommer frem. At hele min familie er tunghør, og at jeg har de her dumme ører, som gør, at jeg virkelig skal kigge meget, tror jeg, er en meget stor nøgle til, hvordan jeg griber tilværelsen an."


Evald Krog, formand for Muskelsvindfonden:

"Jeg har haft muskelsvind hele vejen igennem. Jeg plejer at sige, at jeg blev født i en kørestol. Det var en hård fødsel".


Birthe Kjær, sangerinde:

"Jo mere levende og sprudlende et publikum er, jo bedre bliver vi. Publikum smitter, sådan hænger tingene sammen, og jeg tror ikke, folk helt ved, hvor stor en betydning det har."


Herbert Pundik, journalist, forfatter:

"For mig har det været afgørende i livet at forholde mig til mennesker som individer og ikke som grupper. Om det så er jøder, muslimer eller det er kristne, det er for så vidt underordnet. I det øjeblik, vi begynder at placere mennesker i kategorier, så er vi på vej ud af en sliske, for på et eller andet tidspunkt begynder du at tænke på de enkelte kategoriers forhold til hinanden, og hvilke interesser der er afgørende for dig selv, og så kan du komme ud i nogle forfærdelige valgsituationer, hvor du vælger din egen kategori i din egen nation i forhold til andre, og så mister du kontakten til dig selv og det værdisæt, vi efter min mening, bør leve efter."


Køb cder og bøger her.

Hent opskriften på Café Hack kagen

Læs mere om julekoncerter.

Besøg Café Hack's hjemmeside

Besøg dr.dk/cafehack - og hør fx tidligere udsendelser


copyright 2012